Udstillinger  Forside  Hvalpe  Trimmesalon  Min kennel  Nyttige links  Min gæstebog  Breve fra hvalpekøbere  Trimmekursus    Håndtrimning

Jeg fik min første cairn i 1987. Inden da havde jeg altid haft store hunde, Leonberger og Newfoundlænder, men det fik jeg igen i kraft af en stor hund i en lille krop.

Det hele startede med, at jeg havde set et billede af en cairn i en bog. Jeg læste om racen, og fandt ud af, at det var lige den race jeg havde behov for at eje. Jeg tog på Landskampen ved Julebæk for at se racen "live", og jeg må nok sige, at de små kvikke, livlige og frække væsener levede op til min forventning. Jeg opsøgte en opdrætter i Hornbæk, som havde hvalpe. Da jeg så dem, faldt jeg for en lille hvedefarvet tæve (Cairndy Smarte Sidse). For sjov begyndte jeg at udstille hende, men da hun var færdig med at være hvalp, kunne hun ikke klare højdekravet (hun er kun 26 cm.). Jeg var blevet lidt bidt af udstilling, så jeg købte en hanhund i Esrum, som desværre viste sig at være kohaset. Så kontaktede jeg Annelise Arvesen. Hun havde en hanhund, som jeg købte (Annecairn Gwydion). Han må siges at have gjort det godt. Han er både Dansk - Tysk - International - Dansk Klub og Tysk Klub Champion.
Jeg ville også godt prøve at få hvalpe, så jeg fandt en hanhund til Sidse, og fik mit første kuld i 1990. Fra mit første kuld beholdt jeg en tæve (Sidsecairn Alexia), som er Dansk og Tysk champion. Jeg købte senere en tæve i Gilleleje (Aurora), og så importerede jeg en hanhund fra England (Strathinver Midnight Royal).
Siden da er det gået slag i slag med 30 kuld indtil videre.
Med hensyn til udstillinger, har der også været fuld fart på lige siden. Jeg har rejst land og rige rundt med mine hunde.
Jeg er også aktiv indenfor DTK's kreds 2, hvor jeg er bestyrelsesmedlem, og så har jeg haft en del at gøre med de forskellige arrangementer, som cairngruppen står for.
Jeg har også involveret hele familien i alt det her "hundesjov", for når en af hundene har aftjent sin værnepligt, så overtager et af mine børn hunden.
Så det, der bare skulle være mors lille skødehund, er blevet roden til alt det her "hundehalløj", men sjovt og hyggeligt er det.

Hilsen Ulla